AFDELING ESRUM

Afdeling Esrum er placeret på Tingbakken 10, Esrum, 3230 Græsted.

Afdelingen er normeret til 64 elever, med 8 klasser, fordelt på indskoling, mellemtrin eller udskoling.  

På afdeling Esrum er det muligt at tilbyde pladserne som dagbehandlingspladser.

Målgruppe
Hos afdeling Esrum er målgruppen elever med begavelse indenfor normalområdet med komplekse behov. Det kan vise sig som socioemotionelle vanskeligheder og opmærksomhedsvanskeligheder af en sådan grad, at det medfører alvorlig mistrivsel.

Generelt har eleverne svært ved at trives i det traditionelle skolesystem.

Målgruppen profiterer aktuelt ikke af undervisningen i et alment undervisningstilbud, ej heller med støtte.  Målgruppen har behov for et mindre, overskueligt og forudsigeligt pædagogisk miljø, for at kunne lære og udvikle sig både fagligt og socialt. 

Vanskelighederne kan f.eks. komme til udtryk ved:   

  • svære vanskeligheder ved at imødekomme og honorere alderssvarende krav og forventninger i hverdagen
  • udfordringer i forhold til følelsesregulering
  • socialkognitive vanskeligheder
  • eksekutive udfordringer
  • fagligt lavt selvværd
  • nederlagspræget adfærd

Formål
Hos afdeling Esrum arbejdes der for at understøtte:

  • elevernes evne til at forstå, samt navigere i sociale interaktioner og relationer
  • elevernes evne til at udtrykke og håndtere følelser konstruktivt, som styrker forholdet til andre mennesker
  • udvikling af personligt tilpassede strategier, der hjælper eleverne med at føle sig mere trygge og mindre overvældet af krav
  • eleverne i at udvikle gode strategier til at planlægge, organisere, træffe beslutninger og regulere deres adfærd
  • faglig progression

Pædagogisk og didaktisk tilgang og metode
Horisonten afd. Esrum trækker på en narrativ og systemisk tilgang, hvor fokus er på at fremhæve elevens ressourcer, løsninger og positive mål, frem for at fokusere på problemer og begrænsninger i elevens liv. Herudover arbejder afd. Esrum med en integreret indsats. Det betyder, at det er de samme medarbejdere, der underviser eleverne og står for det socialpædagogiske arbejde med at understøtte elevernes sociale og personlige udvikling. Således får eleverne og medarbejderne tætte og udviklende relationer som fremmer indlæringen og udviklingen hos eleverne. Derfor er afd. Esrum også et heldagstilbud.  

På Horisonten afd. Esrum er læringsmiljøet kendetegnet ved: 

  • mindre undervisningsfællesskaber
  • et trygt og roligt læringsmiljø med en høj grad af struktur, faste rutiner, forudsigelighed og genkendelighed, herunder visuel understøttelse
  • mulighed for afskærmning og pauser
  • tæt støtte og guidning i fagligt arbejde med individuelt tilrettelagt støtte hvor krav og forventninger afstemmes i forhold til niveau og dagsform
  • medarbejdere som arbejder mentaliserende, tilknytningsbaseret og relationskompetent
  • low arousal og stressreducerende tilgang
  • at hver elev har en fast kontaktvoksen

Det socialpædagogiske arbejde har blandt andet fokus på:

  • social træning
  • træning af mentaliseringsevne
  • opbygning af mestringsstrategier
  • generel forberedelse til et liv efter Horisonten
  • at eleverne kan indgå i en skolekontekst – og når muligt bevæge sig imod almen skole
  • følelseshåndtering og -regulering
  • at understøtte eleverne i at indgå i sociale fællesskaber
  • at give vores elever kontinuerlig positiv feedback og forstørre og bevidne det, der lykkes
  • at udvikle og understøtte gode strategier ift. det sociale samspil med jævnaldrende, herunder at afkode de sociale spilleregler, at forstå egne og andres indre tilstande, at udtrykke sig relevant i konfliktsituationer, at få øje på alternative handlemuligheder

 

Behandlingspladser:
I Esrum findes også behandlingspladser til elever med:

  • lavt funktionsniveau både socialt og følelsesmæssigt
  • ængstelighed
  • skolevægring 

Den socialpædagogiske behandlingsindsats varetages af det personale, som er sammen med eleverne til dagligt. Den socialpædagogiske behandlingsindsats indgår således som en del af undervisningen, i pauserne, i understøttende undervisning samt i samtaler ved siden af undervisningen.

Åbningstid
Afdeling Esrum er et heldagstilbud, hvilket betyder at åbningstiden er kl. 7.45-15.45 mandag-torsdag og kl. 7.45-14.45 fredag.

Afdelingen holder åbent i ferier svarende til kommunens åbningstider i den almene fritidsordning. Der er således også lukkedage- og uger jf. kommunes folkeskoler.

Eleverne i 6.-10. klasse kan tilmeldes Gribskovs Ungdomsskole i et særligt tilrettelagt klubtilbud, med specialpædagogiske ressourcer og kompetencer.