Afdeling Ramløse har adresse på Frederiksværkvej 109 3200 Helsinge.
Afdelingen er pr. august 2025 normeret til 32 elever, som enten hører til i indskoling, mellemtrin eller udskolingsklasser.
Målgruppe
Hos afdeling Ramløse er målgruppen elever med et betydeligt nedsat funktionsniveau og deraf vidtgående specialpædagogiske støttebehov. Det kan være elever, som udviser betydelige socialkognitive vanskeligheder og vidtgående kognitive funktionsnedsættelser; det kan være elever med syndromer; og det kan være elever med større socialkommunikative vanskeligheder. Fælles for eleverne er, at de har et betydeligt støttebehov socialt såvel som kommunikativt, kognitivt og sprogligt. Målgruppen har behov for et mindre, overskueligt og forudsigeligt pædagogisk miljø for at kunne lære og udvikle sig både fagligt og socialt.
Elevernes vanskeligheder kan f.eks. komme til udtryk ved:
- socialkognitive udfordringer
- eksekutive udfordringer
- sensoriske udfordringer
- sanseintegrationsudfordringer
- kommunikative udfordringer
- indlæringsmæssige udfordringer
- udfordringer med social forståelse og fleksibilitet
Formål
Hos afdeling Ramløse arbejdes der for at understøtte:
- elevernes evne til at forstå samt navigere i sociale interaktioner, relationer og fællesskaber
- elevernes strategier til at kunne udtrykke og håndtere tanker og følelser trygt og meningsfuldt
- eleverne i at udvikle personligt tilpassede strategier, der hjælper eleverne med at føle sig mere trygge ved og mindre overvældede af krav
- eleverne i at udvikle og benytte sig af hensigtsmæssige strategier i forhold til kommunikation
- elevernes positive erfaring med at kunne regulere og afstemme deres adfærd på en hensigtsmæssig, meningsfuld og tryg måde
- elevernes positive fornemmelse og oplevelse af sig selv som sansende mennesker
- eleverne i at udvikle og benytte sig af hensigtsmæssige strategier til at planlægge, organisere og gennemføre opgaver og aktiviteter inden for zonen for nærmeste udvikling mhp. at understøtte faglig progression og social og personlig trivsel og udvikling
Pædagogisk og didaktisk tilgang og metode
Horisonten afd. Ramløse er optaget af at fremhæve elevernes ressourcer, som understøttes gennem positive forventninger til deres faglige progression og til deres deltagelses- og samskabelsesmuligheder i meningsfulde børne- og ungdomsfællesskaber.
Afd. Ramløse er inspireret af en struktureret visualiseret tilgang, hvor der fokuseres på at skabe en tydelig struktur, genkendelighed og forudsigelighed gennem elevernes skoleliv, fordi det understøtter elevernes oplevelse af overblik, tryghed og meningsfuldhed.
Hos afd. Ramløse undervises eleverne i mindre børnegrupper med fast gennemgående personale, der består af såvel lærere som pædagoger og pædagogmedhjælpere gennem hele dagen. Dette betyder, at det er de samme medarbejdere, der underviser eleverne, og som står for det specialpædagogiske arbejde med at understøtte elevernes sociale og personlige udvikling; elevernes selvhjulpenhed; og elevernes funktionelle og praktiske færdigheder. Således får eleverne og medarbejderne tætte og udviklende relationer, som fremmer indlæringen og den personlige udvikling hos eleverne.
Hos afd. Ramløse er læringsmiljøet kendetegnet ved:
- mindre undervisningsfællesskaber i små grupper med en høj grad af struktur, faste rutiner, forudsigelighed, genkendelighed
- og tæt forberedelse på og voksenstøtte i forbindelse med skift, overgange og ændringer i skemaer/strukturer f.eks. ved særlige dage og ture ud af huset
- tydelig visuel struktur og visuelle støttesystemer
- sensoriske hensyn og mulighed for afskærmning ved behov
- individuelt tilrettelagte pauser ved behov
- støtte og guidning i fagligt arbejde med individuelt tilrettelagt skema og fokuspunkter, hvor krav og forventninger afstemmes i forhold til niveau og dagsform
- medarbejdere som arbejder mentaliserende, tilknytningsbaseret og relationskompetent
Hos afd. Ramløse er det specialpædagogiske arbejde kendetegnet ved:
- low arousal og stressreducerende tilgang
- hver elev har fast kontaktpersonale
- at understøtte elevernes mentaliseringsevne
- at understøtte elevernes hensigtsmæssige mestringsstrategier ift. tanker, følelser og adfærd
- at understøtte eleverne i at indgå i sociale fællesskaber på en for dem tryg og meningsfuld måde, herunder hjælp til at afkode sociale spilleregler; forstå egne og andres indre tilstande; udtrykke sig relevant i konfliktsituationer; samt få øje på og benytte sig af hensigtsmæssige handlemuligheder
- at understøtte elevernes faglige selvværd ved at give kontinuerlig positiv feedback og forstørre og bevidne det, der lykkes, såvel fagligt som personligt
- at understøtte elevernes tro på, tryghed ved og evne til at kunne deltage aktivt og positivt i et senere ungdoms- og voksenliv efter endt skolegang i Horisonten
Åbningstid:
Afd. Ramløse er et heldagstilbud, hvilket betyder, at åbningstiden i skoleuger er kl. 7.30-16.00 mandag-torsdag og kl. 7.30-15.00 fredag.
I skolernes ferier har afd. Ramløse åben kl. 8.00–16.00 mandag–torsdag.
Afdelingen holder åbent i ferier svarende til kommunens åbningstider i den almene fritidsordning. Der er således også lukkedage- og uger jf. kommunes folkeskoler.