Formålet med et skoletilbud hos Horisonten er overordnet at:
- fremme elevernes faglige, personlige og sociale kompetencer, så de kan trives bedre både i skolen og i deres daglige liv.
- hjælpe eleverne til at udvikle strategier til at tackle og håndtere deres individuelle udfordringer.
Horisonten tilbyder et specialpædagogisk undervisningsmiljø hvor eleverne er fordelt i mindre klasser. Det er et fast team af lærere/pædagoger/medhjælpere, som i fællesskab planlægger, udfører og evaluerer undervisningen og socialpædagogiske aktiviteter, med fokus på elevernes særlige støttebehov samt udviklingspotentiale.
Horisontens elever og visitation
På Horisonten går ca. 200 elever i skole fordelt på de forskellige afdelinger.
På Horisontens afdelinger underviser vi elever med forskellige udfordringer. I den forbindelse er vi optagede af hvilke støttebehov eleven har, frem for at fokusere på hvilke diagnoser eleverne måtte have.
Elever visiteres til Horisonten gennem Gribskov Kommunes visitationsproces. På Horisonten arbejder vi med afsæt i en dynamisk klassedannelse, hvor både faglig og sociale kompetencer er i fokus i arbejdet med elevernes trivsel, læring og udvikling. Når en elev er visiteret til Horisonten, vil der årligt tages stilling til revisitation med blik på elevernes læring, udvikling og trivsel.